Det er intentionen at videregive denne general information om hvad de forskellige interessenter har til hensigt at gøre i området og hvorledes det komme til at påvirke Svanemøllehavnen nu og i fremtiden. Der kan findes yderligere og mere uddybende information ved at søge på de forskellige emner på KK og Vejdirektoratets hjemmeside.
Nordhavnstunnellen
Vejdirektoratet har udarbejdet en VVM undersøgelse, som blev sendt i høring hos berørte parter. Svanemøllehavnen A/S afleverede i august 2016 vort svar, som sammen med ca. 150 andre høringssvar blev offentliggjort i en ”Hvidbog”, der sammen med projektet dannede baggrund for politikkernes beslutning.
Forslag til anlægslov for Nordhavnstunnelen har været i to høringsrunder hen over sommeren 2019 og er blevet færdig behandlet af 3 omgange, og endeligt vedtaget i en anlægslov der trådte i kraft 01 jan. 2020. Der har flere steder været fremsat forventninger om afslutning af tunnelprojektet omkring 2028.
Ifølge lovforslaget bliver der tale om en løsning med en delvis åben havn i byggeperioden med erstatningshavn i Færgehavn Nord for samme antal både (ca. 600 både), som der ikke er plads til i Svanemøllehavnen i byggeperioden. Efter at have ligget i erstatningshavnen i 3 eller 4 sejlsæsoner vil de udflyttede både kunne indtage deres oprindelige pladser igen.”
Nordhavnstunnel projektet forventes at blive igangsat snarest med konkrete konsekvenser for Svanemøllehavnen i løbet af 2-3 år når selve byggeriet går i gang.
Overordnet ser planen således ud:
- 2021, 4 kvartal, erstatningshavn i udbud
- 2022, 2 kvt. Start bygning af erstatningshavn
- 2023, 2 kvt. Ibrugtagning af erstatningshavn
- 2023, 2 kvt. Tunnel anlægsarbejde påbegyndes
- 2026 – Tilbageflytning til oprindelig havn
- 2027, 2 kvt. Åbning af tunnel, fjernelse af erstatningshavn
- 2028, 2 kvt. Erstatningshavn fjernet igen, oprindelig havn reetableret
Der findes en brochure over byggeprocessen og det tentative byggeforløb/plan på havnekontoret.
Nordhavnstunnel – plan for udflytning til erstatningshavnen – tildeling af pladser.
Som vejdirektoratets planer ser ud vil erstatningshavnen i Færgehavn Nord være klar til ibrugtagning i sommeren 2022
Hvis der ikke sker ændringer som Svanemøllehavnen A/S ikke er herre over er det planen at vi går frem efter nedenstående liste.
- Der er udfærdiget en brochure omkring byggeriet. Brochuren findes på Havnekontoret eller i vindfanget. Der vil blive orienteret om det detaljerede forløb til bådejerne i Svanemøllehavnen, på klubbernes bådejermøder og via klubbernes nyhedsbreve / klubblade.
- Det vil i i første omgang være Havnen der tildeler pladserne 1:1 for aug 2022.
- Evt. ønske om rokering vil være for den efterfølgende sæson 2023.
Når erstatningshavnen er taget i brug og alting er kommet på plads vil havnekontoret kunne behandle flytteønsker og bytteønsker på sædvanlige vilkår. Realistisk set vil det være til sæsonen 2023.
Svanemølleværket – Teknisk museum, spidsbelastningsværk og ØSF landplads
Københavns kommune og By og Havn arbejder på en plan om at Svanemølleværket fremover skal huse Teknisk museum.
Danmarks Tekniske Museum vil først kunne flytte til Svanemølleværket efter 2023, hvor Ørsted har forladt værket. I mellemtiden vil der blive etableret ny varmeproduktionskapacitet som erstatning for produktionen på Svanemølleværket. Tidshorisont er endnu ukendt.
Svanemølleholmen
Grundejer har anmodet kommunen om en ny lokalplan for at muliggøre opførelse af op til 112.500 m2 serviceerhverv omkring Sundkrogsgade. Med planen igangsættes første del af byudviklingen på den fremtidige Svanemølleholm i ydre Nordhavn.
Lokalplanområdet, der ligger ved Sundkrogsgade, udgør ca. 2/3 af den fremtidige Svanemølleholm i ydre Nordhavn. Den resterende del af Svanemølleholm, der ligger ind mod Skudehavnen, forventes lokalplanlagt til boligbebyggelser senere.
Grundejer ønsker at opføre erhvervsbyggeri i op til 38 meters højde i lokalplanområdet. Denne højde skal ses i forhold til de nye bolig- og erhvervsområder i de nye områder mod syd, hvor der er opført enkelte byggerier med højde på op til 60 meter. Den generelle bygningshøjde i lokalplanområdet vil være op til 24 m.
Ved Kalkbrænderiløbskaj vil der blive etableret en promenade, en træbrygge og en ny park ved navn Kranparken samt to nye kanaler, som skal forbinde Kalkbrænderiløbet med Skudehavnen. Der vil derved blive skabt mulighed for aktiviteter i byrummene, så som sejlads, motionsture, ophold og andre fritidsaktiviteter langs med havneløbet og kanalerne, hvilket understøtter kommunens strategi Fællesskab København om en bedre hverdag i byrummet.
Når Teknik- og Miljøudvalget har vedtaget startredegørelsen, udarbejder Teknik- og Miljøforvaltningen et forslag til lokalplan og Økonomiforvaltningen et forslag til udbygningsaftale. Forvaltningerne forventer at forelægge forslag til lokalplan og udbygningsaftale for Borgerrepræsentationen primo 2020, hvorefter forslag til lokalplan sendes i offentlig høring i otte uger. Lokalplanen ventes endeligt vedtaget 3. kvartal 2020.