HAVNEREGLEMENT for SVANEMØLLEHAVNEN

GÆLDENDE FRA 01.10. 2014

Indholdsfortegnelse

§ 1. Indledning
§ 2. Tildeling af havneplads
§ 3. Registrering af lejer og fartøj
§ 4. Krav om fortsat klubmedlemskab
§ 5. Rokering
§ 6. Tildeling af en større eller mindre bådplads
§ 7. Bådfællesskab
§ 8. Dokumentation
§ 9. Anmeldelse af salg
§ 10. Administrative bestemmelser
§ 11. Lejeperioder
§ 12. Benyttelse af pladsen
§ 13. Brug af Svanemøllehavnens elanlæg
§ 14. Vinterplads i vandet
§ 15. Ret til opretholdelse af fast plads
§ 16. Fartøjets mærkning
§ 17. Forsikringspligt
§ 18. Forsvarlig stand
§ 19. Fortøjning, affendring og tilsyn
§ 20. Bundmaling
§ 21. Ændringer på havnens anlæg
§ 22. Sunket fartøj
§ 23. Pladsen forlades
§ 24. Anvisning af anden plads
§ 25. Ansvarsforhold
§ 26. Gæsteleje
§ 27. Overtrædelse af reglementet og fortolkning

 

§ 1. Indledning.
Dette havnereglement træder i kraft den 1. 10 2014 og erstatter tidligere reglementer.
Svanemøllehavnen er kun for fritidsbåde, hvorfor pladserne og fartøjerne kun må anvendes erhvervsmæssigt med Svanemøllehavnens skriftlige tilladelse.
Husbåde er ikke tilladt, ligesom det ikke er tilladt at have permanent bopæl i bådene.

Der anvendes tre definitioner for pladserne:
1. Faste pladser er pladser, som udlejes uden tidsbegrænsning.
2. Lånepladser er midlertidigt ledige pladser, som udlejes for en længere, men tidsbegrænset periode.
3. Gæstepladser er kortvarigt ledige pladser, som udlejes til gæstende både.

Alle takster og gebyrer fremgår af havnens prislister, der offentliggøres på Svanemøllehavnens hjemmeside og kan udleveres på havnekontoret.

§ 2. Tildeling af havneplads.
Tildeling af fast plads eller låneplads kan kun ske til aktive medlemmer over 18 år i Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub, Sejlklubben Sundet eller Øresunds Sejlklub Frem.
Når et klubmedlem søger om havneplads, sker det ved, at der udfyldes et skema, som fås i klubben, og som i udfyldt stand afleveres i klubben. Efter godkendelse af ansøgningen afleverer klubben ansøgningen til havnekontoret, som sætter ansøgningen på havnens venteliste til den aktuelle bådstørrelse.
Havnekontoret tildeler derpå ledige pladser skiftevis til de tre klubber til de ansøgere, som har størst anciennitet indenfor de pladskategorier, som havnen opererer med. Tildeling af ledige pladser sker overvejende inden sæsonstart 1. april.

Ansøgerens anciennitet defineres ud fra det antal år, som ansøgeren har været aktivt medlem af én af de førnævnte klubber med tillæg af eventuelt, direkte forudgående aktivt medlemskab af Sejlklubben KØS.

Ved tildeling af plads skal pladsens bredde mindst være som fartøjets bredde + 30 cm. Ved pælepladser er pladsens bredde defineret som afstanden mellem pælenes centre. Ved Y-bomme defineres de to pladsers samlede bredde som den indvendige afstand mellem Y-bommene.

Ingen lejer kan leje mere end én fast plads eller låneplads i havnen.

§ 3. Registrering af lejer og fartøj.
Enhver lejer af en bådplads skal registreres i Svanemøllehavnen med navn, adresse, telefonnummer ( også mobilnummer ), aktiv klubmedlemskab af èn af de tre klubber jvf. § 2 og så vidt muligt e-mail adresse.

Bådpladslejerens fartøj skal ligeledes registreres med oplysning om bådtype, bådnavn, længde, bredde, dybgang og farve på skroget.

Ved underskrift på lejeaftalen bekræfter lejeren at være ejer/delejer af båden, der lejes plads til.

En lejeaftale kan således kun indgås for en veldefineret båd.

Lejeren må ikke bruge pladsen til andre fartøjer end det anmeldte.

Det påhviler lejeren skriftligt at meddele Svanemøllehavnen enhver ændring i det anmeldte fartøjs ejerforhold. Lejeren skal ligeledes meddele ændring i sin adresse, telefonnumre og e-mail adresse.

Pladsen må af lejeren ikke overdrages, udlånes eller udlejes til andre. Dog gælder følgende for lejeaftalen:

1.Ved den registrerede lejers dødsfald kan en ægtefælle, dokumenteret samlever ( minimum 2 år ) eller den afdødes livsarvinger over 18 år forsætte lejeaftalen for afdødes fartøj, forudsat at den nye lejer er aktivt medlem i èn af de tre klubber jvf. § 2. Er den nye lejer i forvejen lejer af en bådplads i havnen skal en af lejekontrakterne bringes til ophør senest 12 måneder efter overtagelse af afdødes lejeaftale.

2.En registreret lejer kan overdrage lejeaftalen for det noterede fartøj til en ægtefælle, dokumenteret samlever ( minimum 2 år ) eller livsarving over 18 år, forudsat den nye lejer er aktivt medlem i èn af de tre klubber jf. § 2. Er den nye lejer i forvejen lejer af en bådplads i havnen skal en af lejekontrakterne straks bringes til ophør. Den afgivende registrerede lejer kan tidligst 2 år efter overdragelsen indgå ny lejeaftale med havnen.

3.Ved bodeling i forbindelse med skilsmisse kan den fraskilte ægtefælle som ny ejer af det noterede fartøj forsætte lejeaftalen, forudsat ny ejer er aktivt medlem af èn af de tre klubber jf. § 2. Er den nye lejer i forvejen ejer af en bådplads i havnen skal en af lejekontrakterne straks bringes til ophør.

4.Det vil i alle forhold, hvor klubanciennitet er involveret, være den modtagende lejers anciennitet, der lægges til grund ved enhver ændring af den overtagende lejeaftale.

§ 4. Krav om fortsat klubmedlemskab.
Efter tildeling af fast plads eller låneplads kræves fortsat aktivt medlemskab af én af de førnævnte klubber. Eventuelt klubskifte mellem klubberne skal meddeles til havnekontoret.
Ved klubskifte bibeholdes retten til en tildelt havneplads, men ved et eventuelt senere ønske om rokering (§5) eller tildeling af en større eller mindre bådplads (§6) gælder ancienniteten i den aktuelle nye klub.
Ved udmeldelse eller ved fortabelse af medlemsskab af klubben mistes retten til plads i Svanemøllehavnen.

§ 5. Rokering.
Hvis en bådejer med tildelt havneplads ønsker en anden plads til det aktuelle fartøj, kan bådejeren ansøge havnekontoret om at komme på en rokeringsliste. Ledige pladser i den aktuelle størrelseskategori tildeles bådejere på rokeringslisten efter klubanciennitet og før medlemmer på ventelisten. Dette vil normalt ske i februar måned.

Som en undtagelse fra denne regel kan en ledig plads i en gruppe af klasse- eller entypebåde, efter ansøgning, tildeles en bådejer (med samme bådtype) med mindre anciennitet end rokeringslisten tilsiger.
Hvis to bådejere med samme størrelse båd er enige om at bytte plads, kan dette dog umiddelbart effektueres, men først efter anmeldelse til og godkendelse af havnekontoret.

§ 6. Tildeling af en større eller mindre bådplads.
Hvis en bådejer med tildelt fast plads ønsker en ny plads i en anden størrelseskategori skal bådejeren søge om en ny plads efter reglerne i § 2.
Ved tildeling af en større plads afmeldes den gamle plads automatisk, og bådejerens fartøj skal umiddelbart flyttes til den nye plads. Bådejeren har dog kun ret til den nye og større plads i én sæson, hvis fartøjet ikke inden da er skiftet ud med det anmeldte fartøj.
Ved tildeling af en mindre plads afmeldes den gamle plads automatisk. Bådejeren har dog kun ret til den nye og mindre plads, hvis det anmeldte fartøj har taget pladsen i brug i løbet af sæsonen.

§ 7. Bådfællesskab.

Ved ansøgning om havneplads skal navn, adresse, telefonnummer, e-mail og aktiv klubmedlemskab af `en af de tre klubber for medejere angives på ansøgningsblanketten.

Samtlige noterede medejere af en båd skal være aktivt medlem i èn af de tre klubber ( ikke nødvendigvis samme klub ) jf. § 2 og hæfter solidarisk for mellemværender med Svanemøllehavnen A/S.

I tilfælde af, at den registrerede lejer udtræder af bådfællesskabet, kan èn af de øvrige noterede medejere forsætte lejemålet. Dette kræver dog, at lejeaftalen har bestået i minimum 2 år og den pågældende umiddelbart frem til overtagelsen har mindst 2 års uafbrudt aktivt medlemskab af èn af de førnævnte tre klubber. I øvrigt gælder samme regler for overdragelse af lejeaftale, som beskrevet i § 3.

Såfremt ejerkredsen ændres, kan senere tilkomne medejere først opnå denne ret til overtagelse af pladsen efter 5 års notering på lejeaftalen som medejer af det noterede fartøj. I øvrigt gælder samme regler for overdragelse af lejeaftalen, som beskrevet i § 3.

§ 8. Dokumentation.
Lejeren skal, efter anmodning, på en fyldestgørende måde kunne dokumentere ejerforholdet til det anmeldte fartøj.

§ 9. Anmeldelse af salg.
Ved salg af fartøjet skal salgsdato skriftligt meddeles til havnekontoret, og fartøjet skal forlade havnen snarest muligt, forbliver fartøjet i havnen skal der betales gæsteleje efter gældende takst.

§ 10. Administrative bestemmelser.

I forbindelse med en ansøgers optagelse på havnens venteliste for tildeling af bådplads opkræves et årligt administrationsgebyr, jfr. havnens prisliste. Gebyret opkræves første gang ved opskrivning på ventelisten og derefter hver den 1. juni.

En ansøger, som står på ventelisten, kan afslå at tage imod et tilbud om en ledig plads, men slettes i så fald af ventelisten. Den pågældende ansøger kan dog igen senere optages på ventelisten efter reglerne i § 2.

Ved tildeling af fast plads skal der underskrives en lejeaftale samt betales et indskud i.h.t. havnens prisliste. Ved tildeling af låneplads skal der underskrives en lånepladsaftale samt betales et administrationsgebyr.
Indskud/administrationsgebyr betales samtidig med underskrift af lejeaftale.
Indskuddet forrentes ikke og tilbagebetales kun, såfremt pladsen afmeldes indenfor den første måned efter indgåelse af lejeaftale.

Svanemøllehavnen udsender opkrævning af pladslejen i sidste halvdel af januar måned. Indbetaling skal ske til havnens konto ved hjælp af det tilsendte indbetalingskort, eller via BS. Betaling kan også finde sted på havnens kontor. Ved betaling via elektronisk overførsel skal lejers navn, adresse og plads-/kundenummer altid oplyses.
Sidste rettidige betalingsdag er den 10. februar. Hvis indbetalingen ikke er sket inden sidste betalingsdato, udsendes der en påmindelse med et rykkergebyr.
Den skyldige leje og rykkergebyret skal være indbetalt senest 14 dage efter udsendelse af påmindelsen, ellers fortabes retten til pladsen.
Lejere, som har fortabt retten til plads, kan generhverve plads i henhold til § 2.
Hvis ovennævnte datoer falder på en lørdag eller søndag, er førstkommende bankdag gældende.

Såfremt en plads tildeles efter udsendelse af ordinær opkrævning, betales pladslejen samtidig med underskrift af lejeaftalen.

Hvis en lejer afmelder brugsretten i henhold til § 15 eller opsiger lejemålet, tilbagebetales pladslejen efter følgende regler:
Ved afmelding senest den 31.3., tilbagebetales hele lejen.
Ved afmelding senest den 30.4., tilbagebetales 75% af lejen.
Ved afmelding senest den 31.5., tilbagebetales 50% af lejen.
Ved afmelding senest den 30.6., tilbagebetales 25% af lejen.
Ved afmelding efter den 1.7., tilbagebetales ingen leje.
Tilbagebetaling sker snarest efter afmelding/opsigelsen og senest 30 dage efter.

Ved tildeling af fast plads eller låneplads efter den 1.4. betales pladsleje efter følgende regler:
Ved tildeling indtil den 31.7. betales 100% leje
Ved tildeling efter den 1.8. betales 75% leje
Ved tildeling efter den 1.9. betales 50% leje
Ved tildeling efter den 1.10. betales 25% leje.

§ 11. Lejeperioder.
Året er opdelt i to lejeperioder:
Sommersæson fra 1. april til 15. november og vintersæson fra 16. november til 31. marts. Retten til fast plads eller låneplads gælder kun sommersæsonen. Ønskes plads i vandet i vintersæsonen, skal der søges herom i henhold til § 14.

§ 12. Benyttelse af pladsen.
Lejeren skal give meddelelse til havnekontoret, hvis pladsen ikke skal benyttes i mere end en uge, f.eks. ved sen søsætning, værftsophold, ferie eller tidlig optagning, og skal vende skiltet til ”fri” med angivelse af hjemkomstsdato og klokkeslæt. Hvis pladsen er ledig i kortere perioder, henstilles det også, af hensyn til havnens gæster, at lejeren vender skiltet på pladsen til ”fri”, med angivelse af hjemkomstdato og klokkeslæt.
Hvis havnens personale observerer, at en plads ikke bliver benyttet i flere dage, har personalet ret til at vende skiltet til ”fri”, men kan da ikke angive hjemkomstdato.
I de perioder, hvor lejeren ikke selv benytter pladsen, disponerer Svanemøllehavnen over den.
Der gives ikke nedslag i sommerpladslejen selvom pladsen kun anvendes i en del af sæsonen. Undtaget herfra er reglerne i §10.

§ 13. Brug af Svanemøllehavnens elanlæg.
Havnens 230 volt strømudtag kan benyttes mod betaling i henhold til den i prislisten fastsatte takst. Der betales for strøm ved hjælp at havnens betalingskort
Der må kun anvendes materiel, som er godkendt til udendørs brug, og gældende stærkstrømsreglement skal overholdes.
Kabler må ikke efterlades på broen, når fartøjet forlader pladsen, selv for en kort periode. Kabler bør fjernes snarest muligt, når fartøjet ikke bruger strøm.

§ 14. Vinterplads i vandet.
Fartøjsejere, der ønsker at leje plads i vandet for vintersæsonen, eller dele deraf, skal indgive ønske herom til havnekontoret inden den 15. oktober.
Forhaling til anvist vinterplads skal ske senest den 16. november.
Indbetaling af vinterpladsleje skal ske forud, og senest den 15. november på det udsendte indbetalingskort, eller kontant på havnekontoret.
Vinterplads i vandet kan tilbydes bådejere, som ikke er medlemmer af Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub, Sejlklubben Sundet eller Øresunds Sejlklub Frem.

§ 15. Ret til opretholdelse af fast plads.
Hvis en lejer af en fast plads ikke ønsker at gøre brug af sin plads, kan lejeren afmelde brugsretten i indtil 3 hele sæsoner.
En bådejer, som har afmeldt brugsretten, skal inden udgangen af november måned give meddelelse til havnekontoret, hvis pladsen igen ønskes taget i brug i den følgende sæson. Såfremt der ikke gives besked, betragtes brugsretten som afmeldt i den følgende sæson.
Inden udgangen af november måned i den tredje sæson, skal havnekontoret have modtaget besked om at pladsen igen tages i brug. I modsat fald mistes retten til pladsen uden yderligere varsel.
Der opkræves et administrationsgebyr for hver sommersæson, lejeren afmelder brugsretten.

Pladser, der således er midlertidigt ledige, kan udlejes af Svanemøllehavnen som lånepladser.

§ 16. Fartøjets mærkning.
Fartøjer med fast plads eller låneplads skal være forsynet med tydeligt navn både for og agter, samt hjemsted agter.
Fartøjet forsynes med et årsmærke, som påsættes af havnens personale.

§ 17. Forsikringspligt.
Fartøjer med plads i Svanemøllehavnen skal være ansvarsforsikret, med lejeren som forsikringstager.
Lejeren skal efter anmodning forevise bekræftelse på gyldig forsikring.

§ 18. Forsvarlig stand.
Kun fartøjer, der efter Svanemøllehavnens skøn er i sødygtig og forsvarlig stand, kan få eller bevare ret til en plads i havnen.

§ 19. Fortøjning, affendring og tilsyn.

Fartøjer med plads i Svanemøllehavnen skal have forsvarlige fortøjninger og fendere i nødvendigt omfang.
Det påhviler lejeren at føre tilsyn med fartøjet og undgå unødig støj fra klaprende fald og lignende.
Svanemøllehavnen påtager sig intet ansvar for skader som følge af mangelfuld fortøjning og/eller affendring.

§ 20. Bundmaling

Enhver anvendelse af bundmaling der indeholder de til enhver tid forbudte stoffer, medfører fortabelse af plads i havnen.

Hvis havnens administration retter mistanke mod en bådejer om anvendelse af forbudt bundmaling, er bådejeren forpligtet til at medvirke til analyse af den anvendte bundmaling og til at betale omkostningerne ved disse undersøgelser, dog kun såfremt det viser sig, at mistanken var begrundet. Hvis en bådejer ikke efterkommer denne pligt, medfører det fortabelse af bådplads i havnen.

§ 21. Ændringer på havnens anlæg.

Lejere må ikke foretage om- eller tilbygninger på havnens anlæg, ej heller montere søm eller andre skarpe genstande på broer og pæle.
Trapper må opsættes, men kun de af havnen godkendte trapper og kun efter forud indhentet godkendelse af havnekontoret.
Måtter må ikke placeres på broerne.

§ 22. Sunket fartøj.

Synker et fartøj, skal ejeren straks sørge for at få det hævet. Fartøjer, der har ligget sunket i mere end fem døgn, kan efter forudgående varsel hæves/fjernes af Svanemøllehavnen for ejerens regning og risiko. Hvis et sunket fartøj er til fare for en nabobåd har havnen dog ret til straks at hæve/fjerne fartøjet.

§ 23. Pladsen forlades.
Den lejede plads skal forlades senest ved sæsonens afslutning, henholdsvis den 15. november og 31. marts.
Når pladsen forlades, skal fortøjninger og indhalere fjernes.
Efterladte effekter fjernes af havnens personale uden ansvar.

§ 24. Anvisning af anden plads.
Svanemøllehavnen har ret til at anvise en anden plads end den tildelte, periodisk eller permanent, hvis særlige forhold gør det nødvendigt, herunder hensyntagen til optimal udnyttelse af havnepladserne. Fartøjet skal da flyttes indenfor en fastsat tidsfrist. Overholdes den givne frist ikke, kan Svanemøllehavnen lade fartøjet flytte for ejerens regning og risiko.

§ 25. Ansvarsforhold.

Svanemøllehavnen påtager sig intet ansvar i tilfælde af udefra kommende skader på bådene. Fartøjsejere, der forvolder skade på havneanlægget eller andre fartøjer i havnen, skal straks anmelde skaden til havnekontoret. Skadevolderen er erstatningspligtig for den forvoldte skade.

§ 26. Gæsteleje.
Ved gæstefartøjer forstås fartøjer, hvis ejer ikke har fast plads eller låneplads i havnen.
Gæstefartøjer skal melde deres ankomst til Svanemøllehavnen og betale døgn- eller månedsleje forud.
De i Svanemøllehavnens prisliste nævnte månedsrabatter er kun gældende ved forudbetaling, og kun for medlemmer af Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub, Sejlklubben Sundet eller Øresunds Sejlklub Frem.
Ved anløb under fem timer og ved arrangementer, der afholdes af Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub, Sejlklubben Sundet, Øresunds Sejlklub Frem, Sejlklubben KØS eller DS-Svanemøllekredsen og som er anmeldt forud, betales der ikke gæsteleje.
Fartøjer, som ikke har fast plads eller låneplads, kan i forbindelse med søsætning og optagning henligge i indtil 7 døgn uden at betale gæsteleje.
Svanemøllehavnen har ret til at afvise et anløbende gæstefartøj.

§ 27. Overtrædelse af reglementet og fortolkning.
Ret til plads fortabes, hvis lejer overtræder dette reglement.
Tilfælde, som ikke er omfattet af dette reglement, afgøres efter skøn af Havnefogeden. Afgørelsen kan appelleres til Havnebestyrelsen, som også afgør eventuelle uoverensstemmelser vedrørende fortolkning af reglementet.
Dette ordensreglement er udfærdiget i medfør af § 15, stk. 2. i lov om havne, lovbekendtgørelse nr. 457. af 23. maj 2012 og godkendt af Trafikstyrelse ved brev af 01 juli 2014 i henhold til § 7 i bekendtgørelse nr. 580 af 29. maj 2013 om Trafikstyrelsens opgaver og beføjelser m.v.

Svanemøllehavnen, den 01.07 2014
Havnebestyrelsen